[/fusion_text]

Betydningsfulde filosoffer og videnskabsmænd gennem historien:

Nedenfor findes en kronologisk gennemgang af nogle af de mest betydningsfulde filosoffer og videnskabsmænd gennem historien.

Aristoteles (384-322 f.Kr.)

Græsk filosof. – Kendt som videnskabens fader og for de berømte ord:

”De ting, vi skal lære, før vi kan gøre det, lærer vi ved at gøre det”.

Han fandt på det geocentriske verdensbillede, hvor den runde Jord var universets centrum. Universet var kugleformet og endeligt, og roterede om Jorden en gang i døgnet. Datidens matematikere havde også beregnet Jordens omkreds til 250.000 stadier (antikkens længdemål, 1 stadium = 157,5 m).

Han mente, at alt stof var opbygget af fire elementer: jord, luft, ild og vand, men tilføjede et femte: æter eller kvintessens, som var af mere åndelig art. Derudover var der fire kræfter: had og kærlighed, sorg og glæde.

Aristoteles (384-322 f.Kr.).

Aristoteles (384-322 f.Kr.).

Klaudius Ptolemæus (100-170)

Græsk geograf, matematiker og astronom. – Geocentrisk verdensbillede.

Han satte Jorden i centrum og mente, at det var Solen og planeterne, der kredsede omkring Jorden.

Dog kunne planeterne også bevæge sig i cirkler omkring et punkt i deres egen bane – såkaldte epicykler – dvs. baner der var sammensat af to cirkelbevægelser.

Han fremstillede geometriske modeller og foretog matematiske beskrivelser.

Navngav også flere af stjernebillederne. Omkring år 150 udgav han ”Almagast”, hvilket var det astronomiske hoved-værk i mange år.

Vi skal frem til 1500-tallet, før der skete noget væsentlig nyt.

Klaudius Ptolemæus (100-170)

Klaudius Ptolemæus (100-170)

Nicolaus Kopernikus (1473-1543)

Polsk astronom. – Heliocentrisk og heliostatisk verdensbillede. Var den første, der placerede Solen i centrum og lod planeterne kredse omkring. Jorden var altså en planet. Solen var universets centrum og ubevægelig (statisk).

Det betød, at mennesket, og dermed Gud, ikke længere kunne anses som universets absolutte midtpunkt.

Han skrev dette i en lille intern publikation i 1514, men det blev ikke udgivet. Først med udgivelsen af hans store bog ”Om himmellegemernes omløb” i slutningen af 1543, kort før han død, blev det offentlig kendt. Der blev dog tilføjet et forord i bogen, som nedtonede bogens betydning, selvom den katolske kirke ikke så den som værende i modstrid med den sande tro.

Andre var derimod bange for kirkens reaktion, da den religiøse intolerance var fremherskende og man kunne blive brændt på bålet, hvis man havde andre synspunkter end kirkens.

Den tyske munk og reformator Martin Luther (1483-1546) kaldte således Kopernikus for en nar, da man i den hellige skrift kunne læse, at Gud befalede Jorden, og ikke Solen, at stå stille.

I Kopernikus´ verdensbillede var Saturn den yderste planet og bag den lå et enormt tomrum, som strakte sig ud til stjernesfæren med alle dens stjerner. Kosmos var således en gigantisk kugle og endelig.

Nicolaus Kopernikus (1473-1543)

Nicolaus Kopernikus (1473-1543)

Tycho Brahe (1546-1601)

Dansk astronom.

Han troede på det Geocentrisk verdensbillede, med Solen kredsede omkring Jorden, men med planeterne kredsede omkring Solen. Der var to årsager. For det første var han meget bibeltro og for det andet kunne han ikke iagttage en parallakse ud til stjernerne.

Parallakse er det fænomen, at sigtelinjen til en stjerne ændrer sig, når man ser stjernen fra forskellige vinkler under Jordens kredsløb omkring Solen. Årsagen til, at han ikke kunne måle parallaksen var, at afstanden ud til stjernerne er så utrolig stor, og datidens måleinstrumenter kunne ikke måle denne meget lille vinkel.

 

Den 11. nov. 1572 opdagede han i stjernebilledet Cassiopeia en ny stjerne ”Stella Nova”, som han forklarede med Guds fortsatte skaberværk. Flere af datidens astronomer kom dog med alternative forklaringer. I virkeligheden var det en supernova, han så. Den eksploderende stjerne befandt sig ca. 9000 lysår fra Jorden. I dag kan man stadig se resterne af SN 1572.

Tycho Brahe udviklede instrumenter og metoder til nøjagtige målinger af planeters og stjernes positioner, og betragtes derfor som grundlæggeren af den moderne observerende astronomi. På øen Hven i Øresund byggede han i 1576 slottet Uranienborg, som blev et astronomisk forskningssted.

Tycho Brahe (1546-1601)

Tycho Brahe (1546-1601)

Johannes Kepler (1571-1630)

Tysk astronom. – Heliocentrisk verdensbillede.

Kepler blev ansat som Tycho Brahes assistent i 1600. Her brugte han de mange observationer og nøjagtige målinger til at beregne planetbaner og bevægelser.

Begge var overbeviste om, at planeterne bevægede sig i cirkelformede baner omkring Solen, men efter mange og lange beregninger, fandt Kepler ud af, at planeterne i stedet bevægede sig i ellipser, med Solen i det ene brændpunkt.

Dette fandt han i første omgang naturstridigt, og i mod Guds skaberværk, men troede dog mere på resultatet af de astronomiske data.

Han opstillede de tre Kepler love, som beskriver planternes baner. Disse love brugte Newton senere til sin teori om gravitation (tyngdekraften).

Johannes Kepler (1571-1630)

Johannes Kepler (1571-1630)

Galileo Galilei (1564-1642)

Italiensk filosof, fysiker og astronom.

Eksperimentalfysikkens grundlægger og kikkertmager. Var den første, som så ud i universet gennem en kikkert. Han opdagede solpletter og de 4 måner omkring Jupiter, som har fået navnet ”De Galileiske måner”.

Gik ind for det Heliocentriske verdensbillede. Udarbejdede faldloven s = ½·g·t2

Omkring 1615 begyndte kirkelige kredse at agitere imod Galilei, og selvom han udgav et teologisk skrift, der argumenterede for, at det Heliocentriske verdensbillede ikke anfægter Bibelen, blev teorien i 1616 erklæret kættersk af den katolske kirke.

Galileo Galilei (1564-1642)

Galileo Galilei (1564-1642)

Isaac Newton (1643-1727)

Engelsk fysiker, matematiker og astronom.

Han anses som grundlæggeren af den klassiske fysik, hvor han opstillede de gældende love og regler for kræfter og bevægelser i værket ”Principia”. Specielt gravitationskraften (tiltrækningskraften/tyngdekraften), kunne forklare æblers fald mod jorden, Månens bane omkring Jorden, Jordens bane omkring Solen – kort sagt, alle himmellegemers bevægelser og baner.

Han brugte matematikken til beskrivelse af naturfænomener, og fandt ud af, at tiltrækningskraften mellem to legemer aftager med kvadraten på afstanden.

Måleenheden for kraft er opkaldt efter Newton.

Newtons studier i optik ledte også til forklaringen af det hvide lys’ sammen-sætning. Når lyset sendes gennem en glasprisme, spaltes det i alle regnbuens farver.

Newton var, som så mange andre på det tidspunkt, stærk religiøs. Gud havde skabt universet med harmoni og fuldkommenhed.

Isaac Newton (1643-1727)

Isaac Newton (1643-1727)

Ole Rømer (1644-1710)

Dansk astronom. Han var den første der gjorde den opdagelse, at lyset har en hastighed, eller som Rømer selv udtrykte det, lyset “tøver”. Det gjorde han i 1675-76, efter grundige studier af den inderste Jupiter-månes omløbstider.

Han fandt, at det tager lyset mellem 8 og 11 min. at tilbagelægge afstanden mellem Solen og Jorden (den faktiske værdi er som bekendt 8 min. 20 sec.).

Hidtil havde man troet, at lyset udbredte sig med en uendelig høj hastighed, dvs. at man så det i samme øjeblik, som det skete. I dag ved vi, at lyset har en endelig hastighed på 299.792 km/sec. i vakuum.

Ole Rømer (1644-1710)

Ole Rømer (1644-1710)

Immanuel Kant (1724-1804)

Tysk oplysningsfilosof.

 

Andromedagalaksen har været kendt i mere end tusinde år, idet den rent faktisk kan ses med det blotte øje. Ifølge Kant var disse tåger enorme samlinger af stjerner. Han udviklede ideen om et dynamisk univers bestående af flere mælkeveje, et ø-univers.

 

Hans kosmologi var et storslået og visionært forsøg på at forstå verdens udvikling og struktur, men den var ikke baseret på astronomiske observationer. Det var først med konstruktionen af de store kikkerter i 1700-tallet, at man kunne studere andre af de himmelske ”tåger”.

Kant er dog mest kendt for sin erkendelsesteori og moralfilosofi.

Immanuel Kant (1724-1804)

Immanuel Kant (1724-1804)

H. C. Ørsted (1777-1851)

Dansk fysiker og kemiker.

 

Ørsted bør også nævnes, da det var ham, der først opdagede sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, den såkaldte elektromagnetisme (1820).

I starten viste man ikke, hvad denne opdagelse kunne bruges til, men vi må nok erkende, at den siden da har ændret verdensbilledet markant.

Han var meget bevidst om, at man altid måtte begynde med iagttagelse og forsøg og efterprøve resultaterne på samme måde, før det kunne afgøres som faktum.

 

Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen afspejlede samtidigt et romantisk natursyn. Hvis der var en skabende kraft som gennemstrømmede hele universet, så måtte der tilsvarende være en forbindelse mellem de enkelte naturfænomener. Ørsted havde den opfattelse, at naturkræfterne ikke er adskilte, men at de tværtimod udgør en afrundet helhed.

Mennesket selv er et væsen fra naturen og underkastet dens love, blot med den forskel, at mennesket har bevidsthed herom.

H. C. Ørsted (1777-1851)

H. C. Ørsted (1777-1851)

Albert Einstein (1879-1955)

Tysk-schweizisk-amerikansk fysiker.

Han er nok den person, som har givet os en nutidig forståelse af universet med hans relativitetsteorier, selv om disse for mange er uforståelige.

I 1905 udgav han 4 epokegørende artikler:

  1. Den fotoelektriske effekt. – Lyset bliver beskrevet, både som en partikel og som en bølge, med den fælles benævnelse, en foton.
  2. Beskrivelse af atomets eksistens.
  3. Den specielle relativitetsteori. Her er rum og tid relative størrelser, som bliver koblet sammen til begrebet rum-tid.
  4. Sammenhængen mellem energi og masse. Den berømte ligning: E=mc2

Disse 4 artikler har hver især ændret verdensbilledet, men der manglede noget.

Dette resulterede i, at han den 25. nov. 1915 udgav den generelle relativitets-teori, som er en udvidelse af den specielle relativitetsteori. Heri inddrager han tyngdekraften, så den deformerer rummet, hvorved rummet krummer. Rummet og tiden er blevet relative størrelser, som afhænger af øjet, der ser.

I rumtiden er der 4 dimensioner – de 3 geometriske og tiden, hvilket betyder, at det er tiden der skaber rummet. Tiden er defineret som lysets hastighed, der er en absolut størrelse, med en udbredelseshastighed på 300.000 km/sek.

Albert Einstein (1879-1955)

Albert Einstein (1879-1955)

Niels Bohr (1885-1962)

Dansk fysiker. I modsætning til de forrige personer, ændrede Niels Bohr verdensbilledet på atomart niveau, hvilket også havde stor betydning for forståelsen af universet. Bohr var pragmatiker og udgangspunktet var: ”Vi skal lære af det ukendte”.

I 1913 publicerede Bohr sin model af atomstrukturen, hvor elektroner bevæger sig i baner omkring atomets kerne og hvor grundstoffets kemiske egenskaber i stor udstrækning afgøres af antallet af elektroner i de ydre baner. Mange udenlandske forskere besøgte København, hvor de udvekslede syns-punkter og ideer med hinanden og med Bohr. Denne åbenhed og dialog blev kendt som Københavnerskolen.

Resultatet var væsentlige bidrag til en af de mest banebrydende fysiske teorier i det 20. århundrede, kvantemekanikken, som han udviklede sammen med den tyske fysiker Max Planck (1858-1947). Bohr havde altid drømt om et internationalt samarbejde inden for videnskaben. Hans filosofi var, at man gennem åbenhed og tillid kunne skabe en politik, som var med til at stabilisere og skabe positive relationer landene imellem.

I dag kan vi desværre konstatere, at mistro og mistillid er et udbredt menneskesyn.

Niels Bohr (1885-1962)

Niels Bohr (1885-1962)

Bohr havde også en filosofisk indgang til tingene. Han pointerede, at mange ting skulle ses som komplementære størrelser, som en helhed. Denne helhed bestod af sandhed og klarhed. Hvis man ville forklare noget, kunne man sige sandheden, men så blev det uklart.

Ville man omvendt gøre det klart, så blev det ikke helt sandt. Et eksempel er atommodellen med elektronerne kredsende omkring kernen, som ikke er helt sandt, men mere forståeligt. Elektronerne optræder nemlig både som partikler og som bølger.

Medens kvantemekanikken beskriver de mindste dele, så beskriver relativitets-teorien de største dele, selve universet, og derfor er disse hjørnestenene i den moderne naturvidenskab. Kendetegnet for både Einstein og Bohr var, at de var ikke-troende (ateister), anti-militaristiske (pacifister) og internationalister.

Man skulle ikke dyrke nationalismen, men derimod dialogen og betragte andre som medmennesker. Begge havde en tro, men den byggede på harmoni og fredelig sameksistens.Et andet kendetegn for mange naturvidenskabspersoner er, at de har påvirket samfundsudviklingen gennem et internationalt fagligt fællesskab på tværs af kulturer og nationalitet.

Edwin Hubble (1889-1953)

Amerikansk astronom.

Opdagede i 1923, at Andromeda var en galakse og ikke en tåge – dvs. at der var et univers bag mælkevejen. Senere (1931) fandt han ud af, at der var mange andre galakserne og at de bevægede sig væk fra hinanden. Universet var dynamisk og ikke statisk, som man troede.

Derudover fandt han ud af, at galakserne var spredt ud over hele universet, som ”små” øer (ø-univers), men samlet i hobe og superhobe. Med denne opdagelse ændrede det universelle verdensbilledet sig igen.

Den første antagelse var, at Jorden var verdens centrum, den anden var, at Solen var centrum, dernæst at Mælkevejen udgjorde hele universet, og til nu, hvor Jorden bare er en meget lille prik i et enormt univers med utallig mange Galakser. I dette univers er der intet centrum.

Det er tiden og dermed lysets udbredelseshastighed der skaber det rum, som udgør universet og det betyder igen, at rummet udvider sig med tiden.

Hubbles navn har givet navn til mange størrelser inden for astronomien: Hubbles lov, Hubble-konstanten, Hubble-tid og Hubble-teleskopet.

Edwin Hubble (1889-1953)

Edwin Hubble (1889-1953)

Georges Lemaitre (1894-1966) og George Gamow (1904-1968)

Belgisk præst, fysiker og astronom. – Russisk fysiker og kosmolog.

Disse to fremsatte i 1948 en teori om et ekspanderende univers, og at der har været en begyndelse. Denne begyndelse kunne man måle, da der måtte være en rest af kosmisk stråling, som indikerede dette. I 1964 blev den kosmiske baggrundsstråling opdaget og målt.

Deres forudsigelse fik navnet Big Bang teorien. Det er en beskrivelse af universets udvikling og ikke omkring dannelsen, da det stadig er et uafklaret spørgsmål.

Det var Big Bang, der satte tiden i gang og dermed universets udvidelse.

Big Bang teorien blev i 1948 udbygget med den kendte Alfa-Beta-Gamma artikel, (Ralph Alpher, Hans Berthe og George Gamow), som beskrev dannelsen af grundstoffer i det tidligere univers.

Hubbles opdagelse af universets udvidelse bekræftede teorien om Big Bang. Big Bang teorien står i dag for det gældende universelle verdensbillede. Den er igen og igen blevet dokumenteret gennem målinger og observationer.

Georges Lemaitre (1894-1966)

Georges Lemaitre (1894-1966)

George Gamow (1904-1968)

George Gamow (1904-1968)

Fred Hoyle (1915-2001)

Engelsk astronom.

Fred Hoyle bør også nævnes, da han kom med forklaringen på kerne-reaktionerne i stjernernes indre og gav dermed en forståelse af, hvordan grundstofferne blev dannet.

I 1948 udviklede han Steady State teorien, som et alternativ til Big Bang teorien. Den gik ud på, at der sammen med universets udvidelse hele tiden blev dannet nyt stof, hvorved universets tæthed hele tiden forblev den samme (statisk) og ville se ens ud, selvom det udvidede sig.

Han var stor modstander af George Gamow´s model og kaldte den ironisk for Big Bang, hvilket fængede og han havde dermed døbt den Big Bang teorien, mod sin vilje.

Opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling bekræftede Big Bang teorien og forkastede dermed Steady State teorien.

Fred Hoyle var en kontroversiel person med meninger og holdninger, der
ofte stred imod gældende opfattelser. Flere af hans teorier manglede også generelle forklaringer og beviser, med det resultat, at de senere hen blev modbevist og forkastet.

Fred Hoyle (1915-2001)

Fred Hoyle (1915-2001)

Andrej Sakharov (1921-1989)

Russisk atomfysiker og menneskeretsforkæmper.

Hans arbejdsfelt var primært inden for kosmologien, hvor han forskede i hvordan stoffet blev dannet i universets begyndelse. Her blev der dannet både partikler og antipartikler, men af en eller anden årsag, blev der dannet mere stof end antistof.

Temperaturen i det meget tidligere univers var så høj, at de enkle elementar-partikler ikke havde bundet sig til hinanden. Det var først da temperaturen faldt til omkring 10 mia. grader, at de første grundstoffer blev dannet.

Russisk atomfysiker og menneskeretsforkæmper.

Hans arbejdsfelt var primært inden for kosmologien, hvor han forskede i hvordan stoffet blev dannet i universets begyndelse. Her blev der dannet både partikler og antipartikler, men af en eller anden årsag, blev der dannet mere stof end antistof.

Temperaturen i det meget tidligere univers var så høj, at de enkle elementar-partikler ikke havde bundet sig til hinanden. Det var først da temperaturen faldt til omkring 10 mia. grader, at de første grundstoffer blev dannet.

Andrej Sakharov (1921-1989)

Andrej Sakharov (1921-1989)

Peter Higgs (1929)

Engelsk fysiker.

I 1960´erne forudsagde Peter Higgs eksistensens af en elementarpartikel, hvis felt strækker sig igennem hele Universet og giver andre partikler masse, men det var først i 2012, den blev videnskabelig opdaget og bevidst. Partiklen bærer hans navn.

Higgs-partiklen kendes også som Guds partikel, men dette navn opstod ved en fejltagelse, da den amerikanske fysiker, Leon Lederman i 1993 skrev en bog kaldet “The Goddamn Particle” om Higgs-partiklen, men forlaget omdøbte bogen til “The God Particle”.

Peter Higgs (1929)

Peter Higgs (1929)

Arno Penzias (1933) og Robert Wilson (1936)

Amerikanske fysikere.

I 1964 ville de undersøge radiobølger fra Mælkevejen, men opdagede i stedet en uforklarlig stråling fra alle retninger, som viste sig at være den forudsagte kosmiske baggrundsstråling, som blev beskrevet i Big Bang teorien.

I dag ved vi, at denne stråling opstod ca. 380.000 år efter Big Bang, på det tidspunkt hvor stoffets tæthed blev så lav, at universet blev gennemsigtigt for lys, så strålingen kunne bevæge sig gennem universet. Temperaturen var på det tidspunkt ca. 4000 oC. Baggrundstrålingens gennemsnitstemperatur er i dag målt til at være -270 grader, dvs. ca. 3 grader over det absolutte nulpunkt på -273,15 grader.

<iframe width=”100%” height=”360″ src=”https://www.youtube.com/embed/2bnL_ztPo6s?rel=0″ frameborder=”0″ allowfullscreen></iframe>

Arno Penzias (1933) og Robert Wilson (1936)

Arno Penzias (1933) og Robert Wilson (1936)

Hans Kjeldsen (1963)

Dansk astrofysiker, professor og forsker i exoplaneter.

Han og mange andre har fundet ud af, at der findes et utal af jordlignende planeter i universet. Han vurderer samtidig, at det må være normen, at der kredser planeter omkring hovedparten af universets stjerner. Man må derfor antage, at liv på andre planeter også vil opstå, når de rette fysiske, kemiske og biologiske betingelser er til stede.

Hans Kjeldsen (1963)

Hans Kjeldsen (1963)

Forelæsning: Hans Kjeldsen: Planeter omkring andre stjerner

Forelæsningen vil beskrive, hvordan vi har fundet planeter i kredsløb om andre stjerner. Hvilke metoder har vi anvendt til at afsløre hvordan planeterne reelt er og hvilke forhold kan vi forvente at finde på deres overflader? De seneste opdagelser fra bl.a. Keplersatellitten vil blive omtalt og som afslutning vil forelæsningen fortælle lidt om, hvad vi ved om livsbetingelserne i de fundne systemer og de planeter, vi forventer findes, men som venter på opdagelse. Og hvornår kan vi i det hele taget forvente at få svar på spørgsmålet: Findes der liv uden for Jorden?